Rise-Rødekro Frivillige Brandværn

Gå til indhold

Hoved menu

Rise Frivillige Branværn

Historie
Før de frivillige brandværn blev oprettet i Rise sogn var der tvangsbrandværn, hvor alle mænd mellem 16 og 60 år skulle møde ved brand. I sognet var der 7 brandkredse: Rise, Brunde, Rise-Hjarup, Lunderup, Mjøls, Nr. Ønlev og Søst.

I vinteren 1933 og foråret 1934 snakkede beboerne i Rise meget om at oprette et frivilligt brandværn. Brandfogeden snakkede med postbud Christian Bill om det. Han havde været medlem af Barsmark frivillige Brandværn, inden han kom til Rise.
Onsdag den 6.juni 1934 blev der om aftenen afholdt et møde på Risehus, og resultatet blev at der meldte sig 27 mand til aktiv tjeneste og 17 passive medlemmer. Da Rise sogneråd havde møde samme aften, blev der pr. telefon meddelt sognerådet, at et frivilligt brandværn var oprettet i Rise.
Brandfoged Johann Thoms blev valgt til værnets første kaptajn. Bestyrelsen søgte sognerådet om at få tilladelse til at bruge sprøjtehuset, pumpe og materiale, og det fik de med forbehold af amtets godkendelse.
Brandværnet fik også bevilliget 125 kr. til vedligehold af materiale det første år.
Sprøjtehuset lå lige øst for jernbanen fra Aabenraa - Rødekro, hvor Ringvejen i dag passerer banen ved Rise.
Medlemmerne skulle nu have uniform, og det blev en udgift på 608,25 kr., som var mange penge for et nystartet brandværn.
Man enedes om, at hver aktiv brandmand skulle betale 10 kr., som dog kunne afdrages med 50 øre pr. uge.
Den 27.9 kunne de nye uniformer udleveres og tages i brug til brand, øvelser og fest.
Pengene var lånt hos bygmester Søren Adolphsen. Han syntes at det var mange penge og ville gerne have en garanti for dem.
Bestyrelsen sagde, at den eneste garanti de kunne give var deres underskrift på, at de havde lånt dem, hvad bygmesteren så gik med til.
Søndag den 11.11 holdtes stiftelsesfest, begyndende med optog igennem Rise kl. 15. Løjt frivillige Brandværns musikkorps spillede, og Rødekro frivillige Brandværn, der var stiftet 14 dage før Rise frivillige Brandværn, deltog også i festmarchen.
Efter optoget var der tombola og basar på Risehus, og om aftenen var der fest med dans
Overskuddet fra denne fest kunne næsten dække værnets gæld
Sprøjten var en hestetrukken håndkraftsprøjte, men i trediverne var hestene udskiftet med et par køreskinner, så sprøjten kunne skubbes op på en lastvogn, som blev tilkaldt ved brandalarm.
Da sprøjtehuset lå lige ved jernbanen og Rise var stationsby dengang med et såkaldt trinbræt, kunne det hænde ved udrykning, at toget netop kom fra Aabenraa og lokomotivet nu holdt stille midt på vejen. Lastbilen måtte så vente til toget var kørt, inden den kunne komme til og fra sprøjtehuset, og det gav mange gange råben mellem brandmænd og lokomotivfører.
Håndkraftsprøjten skulle bruge 8 - 10 mand til at betjene den, og ved øvelserne skulle mandskabet lære at afløse hinanden, uden at pumpen gik tør for vand, så der var brug for mange mand ved udrykning. I protokollen fra generalforsamlingen i 1935 kan man læse, at der sluttedes med skatspil og fortjenesten gik til værnets kasse.
I 1938 søgte Rødekro frivillige Brandværn Rise sogneråd om penge til indkøb af en motorsprøjte.
Nu luftede sognerådet tanken om en sammenlægning af de to værn, for afstanden mellem Rise og Rødekro var jo ikke så stor.
Det ville værnene imidlertid ikke, for her var lokalpatriotismen alligevel for stor, men de holdt dog fælles bestyrelsesmøde og blev enige om, at Rødekro skulle søge igen, og i den ansøgning kan læses:
”Såfremt Rødekro frivillige Brandværns andragende om en motorsprøjte kan imødekom-mes, er begge værn villige til at indgå et gensidigt samarbejde ved brandudrykninger, men dog ikke således at de to værn slås sammen til et værn, men fremtidigt arbejder videre som to selvstændige værn som hidtil.
Derefter vil begge værn en gang årligt afholde et fælles bestyrelsesmøde, for inden for sognets samtlige brandværn at aftale nærmere om de materialer, der er defekte og derfor nødvendige at få fornyet.
Dog således at udgifterne sammen med det eventuelle afdrag til en motorsprøjte ikke overstiger det af sognerådet sædvanlige budgetterede beløb på 1500 kr.”
Rødekro fik sin motorsprøjte og samarbejdet værnene imellem fortsatte, ved fællesøvelserne med en del godmodige drillerier.
Da brandværnet i 1943 blev involveret i luftværnsbeskyttelsen i Rise og Søst og dermed fik mere materiel til opbevaring i sprøjtehuset, blev dette for lille, og man søgte Rise Sogneråd om bevilling til et nyt og større.
Sognerådet godkendte ansøgningen, og der blev bygget et nyt sprøjtehus bag ved vandværket. Det stod klart til brug 5.12. 1943. Men det var dog stadig håndkraftsprøjten, der stod klar til udrykning.
Så kom maj 1945 med befrielsesfest, men også med kravet om udrensninger i brandværnet.
Brandværnet måtte nu igennem en ekstraordinær generalforsamling den 8.6. 1945, hvor 7 medlemmer forlod brandværnet. 4 meldte sig ud og 3 blev ekskluderet. Men på generalforsamlingen blev i stedet 5 nye optaget, og i løbet af efteråret kom yderligere 2 nye til, så antallet var stadig det samme.
På generalforsamlingen blev Hans Adolphsen valgt til kaptajn.
I oktober 1945 fik brandværnet sin første motorsprøjte , men stadig med en alarmeret lastvogn til at trække den ved brand.
I oktober 1948 blev Christian Bill valgt til kaptajn.
I juli 1950 fik Rødekro en brandsirene, og det blev aftalt med sognerådet, at Rise frivillige Brandværn skulle gøre klar til udrykning, når de hørte sirenen og så vente på telefonbesked, om de skulle rykke ud.
I de kommende år blev det sværere at få fat i en lastvogn om dagen, og værnet måtte flere gange vente 30 minutter, inden de kunne rykke ud.
Det satte bestyrelsen i gang med at søge efter et passende køretøj, som kunne købes til rimelige penge og bygges om til udrykningsbil.
Det lykkedes i 1953, og sognerådet godkendte ansøgningen og bilen blev købt.
Det var en Bedford lastvogn årgang 1937 som kostede 1750 kr. Brandværnets medlemmer byggede den op til udrykningsvogn. Materialerne kostede 1650 kr.
Til generalforsamlingen i 1953 stoppede Christian Bill som kaptajn og blev udnævnt til værnets første æresmedlem. Som ny kaptajn valgtes Ejner Vinther.
Nu var brandværnet godt kørende, men skulle dog stadig alarmeres via telefon og brandhorn, eller holde sig klar når sirenen fra Rødekro kunne høres.
På generalforsamlingen i 1956 blev Chr. W. Hansen valgt til kaptajn.
Brandvæsnet kørte nu stille og roligt indtil 1960, men nu kunne bilen ikke blive godkendt til udrykningskørsel mere, og nu måtte kaptajnen i forhandling med brandinspektør og sogneråd om et nyt køretøj.
Der blev nu bevilget penge, så der kunne købes en 4-hjulet landbrugsvogn. Den blev monteret med to bænke, hvorpå mandskabet kunne sidde. Slanger og andet materiel lå i bunden og motorsprøjten blev koblet efter vognen. På siden af vognen blev monteret et håndbetjent udrykningshorn.
Trækkraften blev leveret af en traktor.
En af byens bønder havde en aftale med brandværnet om at stille med en traktor hver gang, der blev alarmeret. Han fik så et mindre beløb af sognerådet for at stå til rådighed.
Brandværnet rykkede dog altid ud så hurtigt brandhornet kunne tilkalde mandskabet og traktoren kunne frigøre sig fra arbejdet, og så hurtigt den kunne køre.
Trods alvoren ved enhver brand, så kunne vor udrykningskørsel med traktor og landbrugsvogn dog fremkalde smilet, når vi kom.
I 1968 valgtes Hans Peter Jepsen til kaptajn, og i hans periode kom så kommunalreformen i 1970 og Rødekro Kommune med 6 frivillige brandværn.
Nu begyndte en helt ny forhandlingsrunde for at få et godt brandberedskab i hele kommunen, uden at ødelægge den frivillige indsats

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu